Mellemamerika Komiteen søger ny landssekretær og kommunikationsmedarbejder!

Sådan søger du

Ansøgning og CV sendes til info@mellemamerika.dk senest søndag d. 3. December 2017 kl. 23.59. Gør venligst opmærksom på om du er interesseret en én eller begge stillinger.

Der vil blive afholdt samtaler i uge 50.

Spørgsmål angående stillingen kan rettes til info@mellemamerika.dk eller til den afgående landssekretær på 61784020

Vil du være en del af en mindre frivilligbaseret organisation? Brænder du for at prøve kræfter med frivilligkoordinering, administrations- eller kommunikationsopgaver og er du interesseret i Mellemamerika?

Mellemamerika Komiteen søger en ny landssekretær og en innovativ kommunikationsmedarbejder. Hver stilling er lønnet og er sat til 8 timer ugentligt, men der er mulighed for at søge begge stillinger som en samlet 16-timers stilling.

Mellemamerika Komiteen (MAK) er en frivilligbaseret solidaritetsorganisation, som aktivt støtter kampen for social retfærdighed, selvbestemmelse og menneskerettigheder i Mellemamerika.

MAK har tre hovedaktiviteter:

  • Udsendelse af solidaritetsbrigader til Nicaragua og Guatemala
  • Projektarbejde i Mellemamerika finansieret af Danida og indsamlede midler
  • Oplysnings- og informationsarbejde i Danmark

Da MAK hovedsageligt er baseret på frivillige kræfter, er det afgørende at du arbejder selvstændigt og er god til at disponere din arbejdstid og prioritere dine opgaver. Du refererer til forretningsudvalget og du deltager i udvalgets månedlige møder. I mellem møderne vil du være tilknyttet en kontaktperson i forretningsudvalget til rådgivning og sparring. Dette betyder at der vil være en del individuelt arbejde, hvilket giver mulighed for fleksibilitet, men det betyder også at du skal være forberedt på at arbejde alene. MAK har kontor i Solidaritetshuset på Griffenfeldsgade i København, men der er også mulighed for at arbejde hjemmefra.

Du får i begge stillinger en stort ansvar og fleksibilitet med spændende opgaver i et ungt og engageret aktivistmiljø præget af en uformel og afslappet omgangstone. Herudover opnår du en indsigt i fondsøgning, udviklingsproblematikker og –projekter i Mellemamerika. I landsekretærstillingen vil du yderligere opnå indsigt i driften af en frivilligbaseret organisation.

Landssekretærens opgaver
Landsekretærens har ansvaret for den løbende administration af organisationen. Én af de vigtigste opgaver er at skabe en naturligt samlingspunkt i organisationen, hvor aktive og passive medlemmer kan få vejledning og svar på store og små spørgsmål. Ved siden af de herunder nævnte opgaver, vil der ofte opstå en række ad hoc-opgaver der skal løses, herunder:

Økonomi:

  • Overordnet ansvar for foreningens økonomi i tæt samarbejde med forretningsudvalget.
  • Løbende driftsøkonomi, blandt andet betaling af regninger og bogføring.
  • Udarbejdelse af det samlede årsregnskab, der integrerer projekternes regnskaber med landskassen, lokalkasserne og Indsamlingen.

Fundraising

  • Udarbejde og indsende fondsansøgninger til drift og administration.
  • Servicere forespørgsler på telefon og e-mail.
  • Planlægge og afholde seminarer, landsmøde og fyraftensmøder i samarbejde med forretningsudvalget

Kommunikationsopgaver

Kommunikationsmedarbejderens hovedopgave vil først og fremmest være at skabe en stærkere kommunikationsstrategi for vores organisation, internt og eksternt. Derudover vil opgaver bestå af følgende:

  • Opdatere og vedligeholde organisationens hjemmeside og facebookside, samt støtte projektgrupperne med deres projekthjemmesider og –materiale.
  • Udarbejde internt og eksternt nyhedsbrev
  • Sparre med de frivillige om kommunikationsopgaver.

OM DIG

For at kunne varetage opgaverne ser vi gerne at du har følgende kvalifikationer:

  • Erfaring og forståelse for frivilligarbejde
  • Evner til at arbejde selvstændigt, ansvarsbevidst og velstruktureret
  • En interesse og forståelse for udviklingsarbejde
  • Da alle vores projekter har spansktalende partner, er det en fordel hvis du taler spansk
  • Som landsekretær er det en stor fordel, hvis du har kendskab til regnskab og bogholderi
  • Som kommunikationsmedarbejder er det en stor fordel, hvis du har kendskab til hjemmeside redigering.
     

Ansættelse
Hver stilling er 8 timer ugentligt (eller samlet 16 timer). Det er et meget fleksibelt arbejde, og der vil være god mulighed for at arbejde mindre i eksamens perioder.

Tiltrædelse d. 1. Januar 2018. Første måned vil overlappe med den nuværende landssekretær, der sørger for overdragelse og oplæring af opgaver.

MAK er en forening primært baseret på frivilligt arbejdskraft, og dette afspejles i vores lønniveau.

Mellemamerika Komiteen har til huse i Solidaritetshuset på Griffenfeldsgade 41, men der er også mulighed for at arbejde hjemmefra. Derudover forventes det, at landssekretæren og kommunikationsmedarbejderen deltager i forretningsudvalgsmøder, og andre af organisationens seminarer og aktiviteter, hvorfor der være en aften- og weekendarbejde indregnet i stillingen. Stillingerne varetages fra vores kontor i København, men arbejdet dækker hele landet, dvs. både afdelingen i Århus og København.