Nicaragua: FN-eksperter er bestyrtede over regeringens voldelige svar på fredelige protester

FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, OHCHR, har kommenteret på de voldelige hændelser i Nicaragua, der startede d. 19. april 2018.

Oversat af Hedy Grønager

Originaltekst kan læses her

Geneve (27. april 2018) – Menneskerettighedseksperter er bestyrtede over den nicaraguanske sikkerhedstjenestes voldelige svar på protesterne mod reformen af den statslige sygesikrings- og pensionskasse, og de beder myndighederne respektere de fundamentale frihedsrettigheder – retten til at ytre sig og til at deltage i fredelige forsamlinger.

Mindst 30 personer har mistet livet, hvoraf hovedparten er universitetsstuderende. Også en journalist og to politimænd har mistet livet, og snesevis er såret under de nationale protester, som opstod efter præsident Ortega annoncerede reformer den 18. april. Yderligere snesevis er blevet fængslet, og der er et ukendt antal af forsvundne.

Voldelige konfrontationer brød ud mellem demonstranter, sikkerhedsstyrkerne og grupper affilieret med regeringspartiet, og politiet skød med skarpt mod demonstranterne.

”Det høje antal af døde blandt demonstranterne er en klar indikation på, at der har været tale om overdreven anvendelse af magt i strid med de principper om nødvendighed og proportionalitet, som internationale regler foreskriver for legitim magtanvendelse”, siger eksperterne. Hvis det bekræftes, vil det kvalificere dødsfaldene som ulovlige henrettelser, der pådrager staten et ansvar for handlinger i strid med folkeretten.

”Vi er chokerede over sikkerhedsstyrkernes reaktion. Vold kan aldrig være svaret på sociale og politiske krav. Det baner kun vejen for mere vold, hvilket fører til social og politisk uro.”

”Vi er endnu mere bestyrtede over, at statslige embedsmænd åbent har stigmatiseret demonstranterne som ’vandaler’ og har beskyldt dem for politisk manipulation. Vi er også bekymrede over den information, som vi har fået omkring kampagner rettet mod at miskreditere, true og skræmme menneskerettighedsforkæmpere, der udførte deres opgaver med forsvar og tilsyn under protesterne”.

Eksperterne refererer også med bekymring til de oplysninger, de har fået, der indikerer at nogle journalister blev angrebet, da de dækkede protesterne, samt regeringens blokering af flere tv-kanaler. Angrebene mod journalister og radio- og tv-stationer må straks ophøre.

”Vi minder om, at retten til ytringsfrihed og fredelig protest er hjørnestenen i et demokratisk samfund, uden hvilken der ikke kan være nogen fredelig eller varig løsning på konflikter”, erklærer de.

”Vi opfordrer den nicaraguanske stat til at give civilsamfundet tilstrækkelig plads til at operere frit i forhold til international ret for at skabe grundlaget for en frugtbar og inklusiv dialog med alle interesserede parter.”

”Vi opfordrer også Nicaragua til straks at gennemføre uafhængige og gennemsigtige undersøgelser og at retsforfølge de ansvarlige for disse menneskers død”.

Eksperterne har været i kontakt med myndighederne for at finde afklaring.