Program

Nicaraguabrigaden varer 3½ måned. Prisen for selve opholdet er 18.300 DKK. Pris for fly og forsikring er 8.800 DKK.

For dette beløb får du:

- Introweekend, 2.-3. december 2017

- 2 ugers højskole i Danmark, 7.-21. januar 2018

- 14 ugers ophold i Nicaragua, 1. februar-16. maj 2018

- flybillet der er åbent i et år

- rejseforsikring

Obs. datoerne og prisen er vejledende.

Nicaraguabrigaden varer 3 ½ måned og består af:

Forberedelse i Danmark:

  • En forberedelsesweekend
  • To ugers forberedende højskoleophold i Danmark

Rejsen i Nicaragua, afrejse omkring 1. februar: 

  • 1 uges sprogskole
  • 6 ugers landsbyophold
  • Politisk/kulturel uge
  • 1 uges påskeferie
  • 4 ugers byophold
  • 1 Evalueringsuge

Efter hjemkomst:

  • Hjemkomstfest
  • Hjemkomstweekend + planlægning af oplysningsprojekt

Læs om de enkelte dele herunder.

Forberedelsesweekend

Forberedelsesweekenden afholdes i starten af december, og giver dig grundig information om brigadens forløb. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Samtidigt møder du naturligvis også din koordinator og dine med-brigadister. I kan sammen tale om jeres forventninger til brigaden samt starte med at tale om, hvad I gerne vil have ud af brigaden, og hvad I kan bidrage med. Du vil også få pakketips, flybillet-information, samt vejledning fra en læge. 

Højskoleophold

I starten af januar ligger højskoleopholdet, som er på 2 uger, og afholdes med det formål at brigadisterne lærer hinanden at kende samt at rustebrigaden bedst muligt til opholdet. Programmet varierer fra år til år og planlægges primært af koordinatoren, men kan f.eks. indeholde:

  • En introduktion til Nicaraguas historie, økonomiske, politiske og sociale forhold
  • Diskussion af mødet med en anden kultur
  • Oplæg fra tidligere brigadister og andre Nicaragua-kyndige
  • Fortæller-workshop
  • Filmvisning af relevante film, og debat om filmen
  • Udarbejdelse af idé til oplysningsprojekt
  • Undervisning i fotografisk og journalistisk formidling
  • Forskellige højskole fag f.eks. teatersport eller gamle lege.

I løbet af forberedelsesweekenden har brigadisterne også mulighed for at komme med ønsker til højskoleopholdet. Hvis man fx gerne vil lave en film i Nicaragua, kunne der være mulighed for undervisning i filmredigering osv. Koordinatoren vil derefter forsøge at efterkomme ønskerne i det omfang det kan lade sig gøre.

Al forberedelse i Danmark er obligatorisk.

Opholdet i Nicaragua

Der er forventet afrejse til Nicaragua i slutningen af januar eller starten af februar. Opholdet strækker sig over ca. 3,5 måned.

Sprogskole

Efter et par dage i hovedstaden, Managua, går turen til byen Matagalpa eller en anden by (kan variere fra år til år), hvor brigadisterne bliver undervist i spansk. 

Sprogskoleopholdet er af en uges varighed. Her modtages der spanskundervisning fra lokale spanskundervisere. Undervisningen foregår om formiddagen i små grupper inddelt efter niveau. Om eftermiddagen eller i weekenden er der mulighed for at tage på forskellige ture eller opleve byen nærmere.

6 uger i en nicaraguansk landsby

Opholdet i landsbyen strækker sig over ca. 6 uger. Brigadisterne bor enkeltvis hos nicaraguanske bondefamilier. Typisk vil man bo hos et landbrugskooperativ, der er tilknyttet en af MAKs lokale samarbejdspartnere.

Under landsbyopholdet deltager brigadisterne aktivt i det daglige arbejde både i marken og i huset. Oftest laver man også et eller andet projekt i landsbyen. Tidligere eksempler på landsbyprojekter: bygge et kontor til kooperativet, renovering af en skole, lave en legeplads, lave skraldekampagne. Derudover kan man også afholde forskellige arrangementer for familierne og landsbyen - ofte i forbindelse med projektet. For brigadens deltagere er dette en enestående mulighed for at lære om livet i en fattig landsby og for at komme tæt på mennesker, hvis livsperspektiv er grundlæggende forskelligt fra deres eget.

Politisk-kulturel uge

Denne uge foregår i byen Léon, som er Nicaraguas kulturelle centrum. Byen summer af politik og kultur. Indlogeringen foregår samlet i gruppen på et hostel eller lignende. Programmet planlægges typisk af koordinatoren i samarbejde med en af MAKs samarbejdspartnere i byen. I løbet af ugen vil der være mulighed for at møde forskellige politiske partier, organisationer, foreninger, besøge museer mm.

Påskeferie

Påskeferien er en uge med ”fri leg” for brigaden. Påsken varer en lille uge, og er for egen regning. Flere brigader har sammen taget til billedskønne Corn Islands der ligger ud for østkysten i Nicaragua, men ellers har andre også selv taget et smut til Guatemala, eller oplevet den store begivenhed, som Semana Santa er, i en af de større byer.

Byophold

For at få en bredere forståelse af Nicaragua, består brigadeopholdet både af et ophold på landet samt et 4 ugers ophold i en større by. Valget af by kan variere fra år til år. Igen bliver deltagerne indlogeret enkeltvis hos lokale familier. Afhængig af deltagerantallet bliver man inddelt i flere små grupper, hvori der arbejdes med et projekt i lokalområdet. Projektet afhænger dels af hvilke organisationer brigaden vælger at samarbejde med, og dels af brigadens interesser. Det er altså muligt i høj grad selv at påvirke brigadens indhold. Af tidligere brigaders projekter kan nævnes istandsættelse af et kvindehus med tilhørende vægmaleri, teaterstykke i samarbejde med lokal teatertrup, renovering af park i samarbejde med unge nicaraguanere, afholdelse af forskellige events i forbindelse med kampagne, lave en fodboldbane osv.

Evaluering

Den sidste uge af opholdet i Nicaragua bruges på at evaluere opholdet og evt. arbejde videre med oplysningsprojektet. Her samles hele gruppen. De sidste par år har denne uge foregået på ”Playa Hermosa” ved San Juan Del Sur eller ”Monkey Hut”, som ligger med udsigt ud til vulkan-søen, Laguna de Apoyo. Det er en uge med god tid til at få snakket om indtryk og oplevelser fra hele rejsen.

Efter opholdet

Efter endt brigade i start/midt maj er der mulighed for at rejse videre på egen hånd. Hjemrejsebilletten er åben i et år, så man fx kan udskyde den en måned. Billetten kan også ændres undervejs i opholdet, dog mod et gebyr fra Kilroy.

Der holdes en hjemkomstfest for den hjemvendte brigade, hvor de nye brigadister har mulighed for, at møde resten af organisationen, og dele oplevelser og erfaringer med ”gamle” MAKere.

Derudover afholdes et hjemkomstweekend i efteråret, som er inkluderet i prisen. Derudover skal brigaden efter hjemkomst udforme en form for oplysningskampagne i Danmark af valgfrit omfang og emne.