Nicaraguabrigaden

Tidligere brigadister fortæller. 

 

Nicaraguas hovedstad, Managua, er det første man møder når flyet lander. En forvirrende, glohed og ustruktureret by fyldt med liv, gadehandlere og overfyldte busser. McDonalds overfor små gadeboder, internetcafeer ved siden af markeder og solbrillesælgere og ivrige taxachauffører i lange rækker uden for det store shopping centre. 

Det næste man møder er sandsynligvis byen Matagalpa. En farverig og kølig by, da den ligger noget højere end Managua. En overskuelig by omringet af smuk natur - et sted man hurtigt føler sig hjemme.

På landet er stemningen igen en hel anden. Hårdtarbejdende mennesker, som samtidig er meget rolige og afslappede. Her bliver snakket med tyk dialekt, og bagt majstortillas i lange baner hver morgen. Den eneste forbindelse til omverdenen er bussen to gange dagligt og det ustabile mobil-signal.

De store forskelle mellem land og by, er bare noget af det, man kan opleve når man tager på brigade i Nicaragua. At tage på brigade er en unik rejseform, hvor du sammen med andre unge danskere arbejder frivilligt på projekter og bor lokalt hos nicaraguanske familier.

Som brigadist oplever du det nicaraguanske liv på nærmeste hold – både på landet og i byen. Dette sker alt imens du flytter dine egne grænser i mødet med et nyt og kontrastfyldt land. Du møder et andet sprog, oplever nye måder at gøre tingene på, spiser anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være brigadist betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med de mennesker du møder.

Hvis du har fået lyst til at læse mere, kan du gøre det på Nicaraguabrigaden 2012's fælles blog