Verdensspejl

"Det her ikk'å, det er verdens bedste fest!"

verdensspejl

Sådan lød det fra en af pigerne der var med til Verdensspejl i februar 2013. Hendes udbrud kom mens vi slog til piñata i gården ved U-huset. Der blev fortalt om piñataen, og piñata-sangen, "Dale, dale, dale" blev introduceret. Før piñatadansen havde vi danset salsa, så stemningen var høj, og både børn og voksne skraldgrinede. Det var en hårdfør piñata af ægte dansk kvalitet. Efter flere omgange, hvor børnene styrede køllen, blev opgaven videregivet til de voksne, stærke mænd, og langt om længe fik vi fat på slikket i piñataen.

pinata

Derefter var der filmvisning, "Sabias Que", som er en film om teatergruppen Sequan, som holder til i Leon, Nicaragua. I pauserne var der rig mulighed for at hygge, snakke og handle i vores lille biks, med mellemamerikanske ting og sager vi havde gravet frem fra MAK-Aarhus' loftsrum. Vi sluttede af med 45 gæster til aftensmad bestående af Guisado (Guatemalansk "Gullash").

Alt i alt var det en fantastisk eftermiddag i Mellemamerikas tegn!